Kluddermor’s Weblog

Manden og jeg kom til at tale om, hvor fedt det ville være med en ferie væk - bare han og jeg. En af de der ferier vi holdt før børnene kom. Hvor der var tid til at sidde og se verden glide forbi, mens man nød en kold øl ved en fortovscafe. Hvor der var tid til at tale om alt mellem himmel og jord. Tid til at være kærester - tid til hinanden.

Efter børnenes ankomst har ferierne fået et mere småborgerligt præg. Jeg skal love for at der er gået kernefamilie i den. Men sådan er det, når man har små børn. Vi lader ferierne være på deres præmisser. Og de er altid hyggelige. Men ferierne var afslapning og opladning på en anden måde.

Måske er alt dette bare en længsel efter mere sorgløse tider. Tankerne kredser ofte om svigermor. Det lægger en dæmper på alt. Længes efter tiden før nu.

Humøret stiger herhjemme. Manden har haft et par lange samtaler med Svigermor. og det har hjulpet på humøret. Vi kan le og smile, men ind i mellem - ganske ofte - farer tankerne i en bestemt retning og humøret daler for en stund. Måske grænser vores taktik til fortrængning. Men vi er simpelthen nød til at holde humøret og håbet højt for at overleve.

Hvem har pillet ved manuskriptet til vores liv??? For det her, kan simpelthen ikke passe. Det er for ondt, for surealistisk …. for meget at rumme. Svigermor er syg. Den svigermor som er Mandens eneste familie. Hun er syg. Syg som en alvorligt syg, syg som i livstruende, syg som i kræftsyg. Jeg forsøger at gøre mit bedste. Forsøger at sige de rigtige ting til svigermor, når jeg har hende grædende i røret. Een i hendes omgangskreds må jo være den stærke. Forsøger at bevare roen. Samtidig forsøger jeg at hjælpe manden, rumme hans smerte. Men føler mig magtesløs. Ord er tomme…

For helvede da osse!

Jeg har altid dagdrømt. Lige så længe jeg kan huske tilbage har jeg brugt dem som et middel til at undslippe virkeligheden. Kompensere for mangler i den virkelige verden.

Men dagdrømme ændrer karakter med alderen. Førhen - da jeg var single - var de af romantisk karakter.

For tiden handler de mest om at en person ser mig som den jeg er og accepterer det. At en eller anden ser mig og forstår. At blive set som kvinde og individ og elsket. Ikke hele tiden føle, at man ikke er god nok. At man bliver set som en ufuldendt figur, der skal modeleres videre på, før den bliver som ønsket.

Jeg har en kerne, helt inden i, hvor jeg aldrig lukker nogen ind. Og jeg drømmer om, at møde en der vil acceptere mig helt, så jeg tør lukke vedkommende derind.

Jeg ville ønske at denne Nogen - var Manden. Men jeg tror aldrig han ville formå at se mig og ikke fordømme mine fejl!

Jeg er ikke et ordensmenneske. Jeg er et bunkemenneske og et posemenneske. Uden at tænke videre over det danner jeg små bunker af ting rundt omkring. Een bunke med post her, en bunke med børnetøj der. Og så er der det med poserne. Dem er jeg også gode til; een pose med biblioteksbøger hist, een pose med håndarbejdsprojekter der. Og vupti - så er ens hjem rodet. Det falder mig ikke naturligt at rydde op. Problemet er at dette udsagn også passer så glimrende på alle andre i husstanden. VI roder! Men det er ikke noget, der egentlig passer os. Vi trives ikke i rod. Jeg har en veninde - hun har den holdning: Accepter mit rod eller bliv væk. Men jeg synes vores rod er pinligt. Og hvorfor er det, at vi ikke kan holde orden. At jeg ikke kan. Jeg føler, at jeg halser bagefter og kan ikke nå det jeg skal. Lets face it - nogen super husmoder bliver jeg aldrig. Er træt af konstant uudtalt men tydelig kritik af, at jeg ikke kan leve op til Mandens forventninger. Det eneste vi kan skændes om er oprydning og rengøring. Hushjælp (og financiering af denne) fordres!

Kender I det, at alle svarerne på de spørgsmål man har gået og grublet over, pludselig kommer dumpende ned i hovedet på en? Sådan en oplevelse har jeg haft i aftes. Jeg har længe gernet ville min konfliktskyhed til livs. Har undret mig over hvad den stammer fra. Og hadet det faktum, at jeg er en skovl til at sige fra.  Jeg lader alt for ofte folk overskride mine grænser - men siger intet. Jeg sluger vreden og irritationen og får mavepine som følge deraf.

I går faldt alle brikkerne så på plads. Heldigvis. For jeg mener, at skal jeg dette til livs, så må jeg kende til kerne i det. For det første har jeg nogle idealbilleder af, hvordan det perfekte parforhold er: “et harmonisk forhold, er et hvor man aldrig skændes”. Jeg ved godt det er en gang gylle - alle par skændes. Men det er den grundhistorie der udspiller sig i mit ubevidste og som får mig til at glide af i diskutioner. Til at sluge et utal af kameler - for at undgå det værste af alt: skænderier.  For hvis vi skændes og manden skælder ud. Så elsker han mig nok ikke mere. Og hvis jeg brokker mig eller giver udtryk for ting, jeg er træt af - så holder han nok op med at elske mig og går sin vej. Det er så nogle andre overbevisninger, der er skyld i så megen ballade.

Jeg kan ikke håndtere vrede i mit parfolhold. Jeg ved ikke hvordan jeg skal agere. Mangter ikke at give udtryk for den. For vrede er en beskidt følelse. Og jeg ved godt, hvor det stammer fra. Helt inderst midt i sagens kerne, med måsen plantet på “Roden til alt ondt” sidder min far. Min elskede far. Ham der i min barndom var omdrejningspunktet i min verden. Mit et og alt. Min elskede far, der legede med mig i timevis, overøste mig med kærlighed. Men som er et følelsesmæssigt forkrøblet individ, når det kommer til de mere dystre følelser. For i følge min fars kodex, er følelser som sorg, vrede, angst og irritation forbudte. De skal undertrykkes. facaden må for enhver pris holdes og ting skal fejes ind under gulvtæppet. Og det kodex har jeg nok ubevist overtaget som barn. Min fars forsøg på at finde en forløsning på alle disse undertrykte følelser var: ALKOHOL. Og så kom de, skal jeg da lige love for. Og som vidne sad jeg og var en dybt forvirret lille pige, der ikke kunne kende den vrede, irritable og svigtende far, der pludselig overtog pladsen. jeg kan stadig føle sorgen og svigtet og får en klump i halsen, når jeg tænker på det. Men den lille pige vidste ikke, hvordan vreden og sorgen skulle bearbejdes og få udtryk. Så de blev undertrykt. For hvis jeg brokkede mig eller blev vred, så holdt far nok op med at elske mig. Og hvis jeg ikke makkede ret - så gik min mor nok. Det sagde far til mig, at hun ville. Og alt dette har jeg så overført til alle mine forhold som voksen. Men nu må det være slut. Jeg må i gang med at bearbejde.

Og ja - jeg har tilgivet min far. Men det at bearbejde det hele. Det er en hel anden sag!

Vi takker ydmygst svigermor for at ha’ fremtryllet samtlige af Mandens gamle sportspokaler fra loftets dukle gemmer.

Det ku’ vi da slet ikke ha’ udværet! Det er da alt for galt.

*knurre*

Jep, jeg er et medlem af flinkeskolen. Konfliktskyhed er mit speciale. Så når Kluddermor havner i en mødregruppe, der intet godt gør for selvværdet, så bliver hun i den alligevel! Gang efter gang er jeg taget afsted, for få timer senere at tage derfra trist og deprimeret. Problemet er at jeg er havnet i en gruppe med kvinder, der alle er medlemmer af Klubben “Os med de Rigtige Liv”.  Da jeg ikke bor i et nybygget hus, med hvide vægge, stort/hvide møbler, har nips og plaider, der matcher det abstrakte maleri (som hænger over designsofaen) og ikke serverer maden i Rosendahl. Ja, så er jeg ikke et muligt emne for nye medlemmer af denne klub. Ikke at jeg ønsker at være det. For i min klub er alle velkomne. Og der er det ikke alt det materielle, der er i centrum, men menneskerne.  Og der bliver man ikke mødt med himmelvendte øjne og larmende tavshed, når man siger noget.

Næste gang er det min tur til at ligge stuer til. Da jeg tilbød det, var der en larmende stilhed i rummet. Ingen sagde, fedt nok, så bliver det ude ved dig. Det var nærmere:

Kluddermor:” vi kan godt være ude ved mig næste gang”

Høns: ’stilhed’

Kluddermor: “Hvad siger i til det?”

Høns:”Mjoeh … jaøøøh”

Så nu har jeg gjort det. Aflyst dem og deres “perfekte” liv og inviteret min søster hjem til os i stedet. Exit Mødregruppe - goodbyerut

Welcome to WordPress.com. This is your first post. Edit or delete it and start blogging!