Kender I det, at alle svarerne på de spørgsmål man har gået og grublet over, pludselig kommer dumpende ned i hovedet på en? Sådan en oplevelse har jeg haft i aftes. Jeg har længe gernet ville min konfliktskyhed til livs. Har undret mig over hvad den stammer fra. Og hadet det faktum, at jeg er en skovl til at sige fra. Jeg lader alt for ofte folk overskride mine grænser – men siger intet. Jeg sluger vreden og irritationen og får mavepine som følge deraf.
I går faldt alle brikkerne så på plads. Heldigvis. For jeg mener, at skal jeg dette til livs, så må jeg kende til kerne i det. For det første har jeg nogle idealbilleder af, hvordan det perfekte parforhold er: “et harmonisk forhold, er et hvor man aldrig skændes”. Jeg ved godt det er en gang gylle – alle par skændes. Men det er den grundhistorie der udspiller sig i mit ubevidste og som får mig til at glide af i diskutioner. Til at sluge et utal af kameler – for at undgå det værste af alt: skænderier. For hvis vi skændes og manden skælder ud. Så elsker han mig nok ikke mere. Og hvis jeg brokker mig eller giver udtryk for ting, jeg er træt af – så holder han nok op med at elske mig og går sin vej. Det er så nogle andre overbevisninger, der er skyld i så megen ballade.
Jeg kan ikke håndtere vrede i mit parfolhold. Jeg ved ikke hvordan jeg skal agere. Mangter ikke at give udtryk for den. For vrede er en beskidt følelse. Og jeg ved godt, hvor det stammer fra. Helt inderst midt i sagens kerne, med måsen plantet på “Roden til alt ondt” sidder min far. Min elskede far. Ham der i min barndom var omdrejningspunktet i min verden. Mit et og alt. Min elskede far, der legede med mig i timevis, overøste mig med kærlighed. Men som er et følelsesmæssigt forkrøblet individ, når det kommer til de mere dystre følelser. For i følge min fars kodex, er følelser som sorg, vrede, angst og irritation forbudte. De skal undertrykkes. facaden må for enhver pris holdes og ting skal fejes ind under gulvtæppet. Og det kodex har jeg nok ubevist overtaget som barn. Min fars forsøg på at finde en forløsning på alle disse undertrykte følelser var: ALKOHOL. Og så kom de, skal jeg da lige love for. Og som vidne sad jeg og var en dybt forvirret lille pige, der ikke kunne kende den vrede, irritable og svigtende far, der pludselig overtog pladsen. jeg kan stadig føle sorgen og svigtet og får en klump i halsen, når jeg tænker på det. Men den lille pige vidste ikke, hvordan vreden og sorgen skulle bearbejdes og få udtryk. Så de blev undertrykt. For hvis jeg brokkede mig eller blev vred, så holdt far nok op med at elske mig. Og hvis jeg ikke makkede ret – så gik min mor nok. Det sagde far til mig, at hun ville. Og alt dette har jeg så overført til alle mine forhold som voksen. Men nu må det være slut. Jeg må i gang med at bearbejde.
Og ja – jeg har tilgivet min far. Men det at bearbejde det hele. Det er en hel anden sag!
