Jeg har altid dagdrømt. Lige så længe jeg kan huske tilbage har jeg brugt dem som et middel til at undslippe virkeligheden. Kompensere for mangler i den virkelige verden.
Men dagdrømme ændrer karakter med alderen. Førhen – da jeg var single – var de af romantisk karakter.
For tiden handler de mest om at en person ser mig som den jeg er og accepterer det. At en eller anden ser mig og forstår. At blive set som kvinde og individ og elsket. Ikke hele tiden føle, at man ikke er god nok. At man bliver set som en ufuldendt figur, der skal modeleres videre på, før den bliver som ønsket.
Jeg har en kerne, helt inden i, hvor jeg aldrig lukker nogen ind. Og jeg drømmer om, at møde en der vil acceptere mig helt, så jeg tør lukke vedkommende derind.
Jeg ville ønske at denne Nogen – var Manden. Men jeg tror aldrig han ville formå at se mig og ikke fordømme mine fejl!
