Kluddermor’s Weblog

Manden og jeg kom til at tale om, hvor fedt det ville være med en ferie væk – bare han og jeg. En af de der ferier vi holdt før børnene kom. Hvor der var tid til at sidde og se verden glide forbi, mens man nød en kold øl ved en fortovscafe. Hvor der var tid til at tale om alt mellem himmel og jord. Tid til at være kærester – tid til hinanden.

Efter børnenes ankomst har ferierne fået et mere småborgerligt præg. Jeg skal love for at der er gået kernefamilie i den. Men sådan er det, når man har små børn. Vi lader ferierne være på deres præmisser. Og de er altid hyggelige. Men ferierne var afslapning og opladning på en anden måde.

Måske er alt dette bare en længsel efter mere sorgløse tider. Tankerne kredser ofte om svigermor. Det lægger en dæmper på alt. Længes efter tiden før nu.

Jeg har altid dagdrømt. Lige så længe jeg kan huske tilbage har jeg brugt dem som et middel til at undslippe virkeligheden. Kompensere for mangler i den virkelige verden.

Men dagdrømme ændrer karakter med alderen. Førhen – da jeg var single – var de af romantisk karakter.

For tiden handler de mest om at en person ser mig som den jeg er og accepterer det. At en eller anden ser mig og forstår. At blive set som kvinde og individ og elsket. Ikke hele tiden føle, at man ikke er god nok. At man bliver set som en ufuldendt figur, der skal modeleres videre på, før den bliver som ønsket.

Jeg har en kerne, helt inden i, hvor jeg aldrig lukker nogen ind. Og jeg drømmer om, at møde en der vil acceptere mig helt, så jeg tør lukke vedkommende derind.

Jeg ville ønske at denne Nogen – var Manden. Men jeg tror aldrig han ville formå at se mig og ikke fordømme mine fejl!